Yoga er styrkende for hele din krop – og dine muskler og led bliver samtidig smidigere og mere fleksible jo oftere du dyrker yoga.
Her er fem gode yogaøvelser, som er gode for både begyndere og for øvede:
1. Hundestræk
Stå i en firstående stilling med lige meget mellemrum (ca. 20 cm) mellem ben og arme. Spred dine fingre og pres dem i måtten. Underdrej dine tæer og stræk dine ben ud og løft enden mod loftet samtidig med at du strækker din ryg ud og kigger ned. Din krop danner et omvendt V. Træk vejret dybt og ved hvert åndedrag forsøg at pres din brystkasse dybere ned mod måtten.
Hundestrækket styrker dine ben – (haserne bliver strakt ud), arme og håndled. Din ryg bliver smidig og hele ryggen smidiggjort.
2. Cobra
Lig på maven. Nakken lige (kig ned på måtten), spænd dine balder, stræk benene. Lad tæerne mødes, så fødderne falder ud til siderne, så du ikke spænder for meget i benene. I Cobra er det den nederste del af ryggen, der styrkes. Hav dine arme bøjede tæt ved brystkassen og løft nu hovedet op fra måtten samtidig med at du spænder op i ryggen.
Giv eventuelt slip med hænderne, så det kun er ryggen, der løfter.
Cobra styrker den nederste del af ryggen og kan varieres ved at du løfter overkroppen højere ved hjælp af dine arme, der strækkes ud foran dig.
3. Kriger 1 – Halvmåne
Stå i en planke – strakte ben og strakte arme – lige ryg. Løft og bøj herfra dit højre ben frem og overkroppen opad. Dit knæ på dit bøjede ben skal være i en lige vinkel, så knæet må ikke gå ud over tæerne og foden skal stå solidt i gulvet uden at være løftet. Bagerste ben er strakt. Herfra løfter du overkroppen og armene op mod loftet. Stræk begge arme og pas på at skuldrene ikke løftes.
Fokus er på benmusklerne i lår, balder, ryg, arme og mave.
4. Båden
Sid på måtten med begge ben strakt frem. Bøj begge ben samtidig med at overkroppen læner sig bagud. Løft begge ben op i 90 grader – hav benene bøjet. Find balancen ved hjælp af armene, der holdes ud til siderne.
Stræk begge ben og fødder opad samtidig at du løfter overkroppen op, mens armene strækkes ligeud.
Denne øvelse er meget styrkende for core (de små dybtliggende muskler, der støtter vores rygsøjle og er så vigtige for en stærk og sund ryg), alle mavemuskler i kroppen, arme, ben og ryg.
5. Sideplanke
Lig på siden og bøj din albue og løft kroppen op. Spænd op i hele kroppen, så du bliver stiv som et bræt. Stræk eventuelt din ene arm op mod loftet og kig op efter din hånd. Stillingen kan varieres så du skifter mellem at ligge i en planke (begge albuer på måtten – lige ryg) til sideplanken.
Denne yogaøvelse er styrkende for vores skrå mavemuskler, vores hofte og core-muskulaturen. Den styrker desuden skuldre og balder.